AUTOHJÆLP: Leif Visby fra Dollerup var i 1979 med til at starte Dansk Autohjælp. 46 selvstændige stationer i hele Danmark har nu mere end 500.000 assistancer om året
Af Klaus Madsen – 10. november 2011
DOLLERUP: De sidste par hundrede meter fra Dollerupvej til Leif Visbys ejendom er grusvej. Der er ingen prangende lysreklamer til at fortælle, at Leif i garagen har fire store gule biler. En firehjulstrukken vejservicebil, to nyere ladvogne og en kraftig bjergningsvogn med hjul så store som var det på en traktor. På bilerne står Dansk Autohjælp. Leif og bilerne er klar til rykke ud alle døgnets timer på alle årets dage.
Klik på billedet for at høre Leif fortælle
Leif er født og opvokset i Thisted. Han forlod Borgerskolen efter 9. klasse. Egentlig ville han være radiomekaniker, og han henvendte sig til Arne Svendsen, der var Thisteds førende radio- og tv-forhandler i 1967. Det blev ikke til noget. Leif forlod radioforhandleren med besked om at komme tilbage når han havde taget en studentereksamen. For en knægt der havde oplevet, at han i 6. og 7. klasse skulle gå i den “almene” klasse og derfor måtte se kammerater gå den “boglige” vej med realeksamen og gymnasie som mål, var bare en tanke om studentereksamen fjern.
I stedet gik Leif i 1968 i lære som mekaniker hos firmaet A.P. Andersen. Her var hans ældre bror og hans far mekanikere. Lysten til mekanik, og lysten til biler var der, og den er stadig drivkraften.
Grundlaget for de mange år med Dansk Autohjælp blev lagt allerede da Leif var 17 år. Han hjalp storebror Ejgil med at bygge en ladvogn til autotransport, og da han fyldte 18, og fik kørekort, begyndte han også at køre ladvognen.
De havde sammen en lille forretning med transport af biler og senere biludlejning. En overgang havde de fire udlejningsbiler.
I 1976 blev de opsøgt af en repræsentant for FDM, der havde en vejservicetjeneste. De blev en del af FDMs vejservice. det varede dog ikke længe før FDM opgav. Listen over de selvstændige vognmænd fra FDMs vejservice kom til at danne grundlag for Dansk Autohjælp. Det hele startede beskedent en februardag i 1979 på et møde på værtshuset Spindestuen i Ikast. Indskuddet til foreningen bag Dansk Autohjælp var 350 kroner. Nu er Dansk Autohjælp ikke længere et beskedent foretagende. De 46 stationer, der alle er selvstændige forretninger, har hvert år godt 500.000 assistancer, der styres fra en vagtcentral i Århus. Leif fortæller, at aktiviteterne er steget med 40 % om året over en årrække. Leifs station i Dollerup er en af de få, der er tilbage fra Dansk Autohjælps start.
Da 25 års jubilæet i 2004 blev fejret fik Leif af Dansk Autohjælps daværende direktør overrakt et fint “udholdenhedsdiplom”. De første mange år havde været svære, så det var ikke kun en lidt morsom hilsen, når diplomet er en anerkendelse at at han holdt ud med meget lidt at lave, og derfor havde gavn af Sonjas penge.
Sonja er Leifs kone. De har fire børn. Pia på 32, Lone er 28, Gitte er 23 og Peter er 20.
Som nyudlært mekaniker blev Leif værnepligtig i Søværnet. Her fik han en rednings- og brandmandsuddannelse, inden han blev sendt til flådestation Grønnedal på Grønland i 8 måneder for at være på flådestationens brandstation.
Sammen med en kammerat, Karsten Nielsen, havde Leif startet på at reparere bådmotorer. I 1976 købte han ejendommen i Dollerup. Stalden blev bygget om til værksted. Der blev gravet ud med en grå Ferguson med frontlæsser. De to kompagnoner svejsede selv spærrene til tagkonstruktionen. Det var hårdt arbejde.
Efterhånden fik de meget at lave med at reparere stort set alt – lige fra plæneklippere til store entreprenørmaskiner. Karsten Nielsen er ikke længere med i det, der kom til hedde LK-bådservice. Værkstedsarbejdet er nu begrænset til mindre havemaskiner. Autohjælpen tager stadig mere tid. I nogle år arbejdede Leif som værktøjsmager på Fast Plast i Thisted. Han har arbejdet som rejsemontør på Cimbria.
I 1992 blev Leif kørt ned på hovedvejen syd for Thisted. Han blev hårdt kvæstet, da han under arbejdet med en havareret bil blev ramt af en forbipasserende bil.
– Det kostede mig tre år af mit liv, fortæller han. Benene blev knust, og han kan takke dygtige kirurger for at han har fået førligheden tilbage.
Med en forpligtigelse til døgnet rundt at yde assistance til personbiler inden for en time, og lastbiler inden for to timer, er det ikke blevet til mange fritimer. Kun en enkelt gang, for at fejre sølvbryllup med Sonja og børnene, er det blevet til en uge på Kreta.
Han har lyst til at gå på jagt, og når han har været ude med jagtgeværet har han også altid haft mobiltelefonen med i lommen.
Leif kan meget, og han har lært meget. Lysten til at arbejde med biler har været en livsstil. Der har været masser af energi og tid, men penge var der aldrig nok af. Med et glimt i øjet siger han, der i snart 40 år har været selvstændig, at han bare aldrig har lært at tjene penge.