Michael kan ikke sidde stille – der skal ske noget

HÅNDVÆRKER: Med kasket på hovedet er 19-årige Michael Jensen en stolt og glad landbrugsmekanikerlærling

Af Klaus Madsen – 21. juni 2012

TILSTED: – Det med at sidde stille har jeg sgu aldrig været god til. Michael Jensen fortæller, at han altid har haft lyst til at skille mekaniske ting ad. Han har også altid haft held til at få det samlet, og få det til at virke igen. Da han blev gammel nok til at køre på scooter, havde han altid tre-fire, som han kunne “skrue” på.
Derfor er lærepladsen som landbrugsmekaniker hos J. Hundahl et godt sted for Michael. Her har man mulighed for at få styret sin mekaniske nysgerrighed


Klik på billedet for at høre Michael fortælle

Han er håndværker, og en håndværker får snavsede fingre. Det gør ikke noget. For Michael er det tegn på, at han hver dag laver noget han har lyst til. Han lægger ikke skjul på, at han er stolt over sit arbejde, og glad for lærepladsen. Der er gode folk på værkstedet.
Opgaverne er forskellige og spændende. Han er ikke bange for at spørge, hvis han står over for et problem han ikke lige selv kan løse. – Man skal ikke bare stille sig an med hænderne i lommen og opgive.

Michael Jensen.

Når landbruget har travlt kan dagene godt blive lange, og det er Mikael og arbejdskammeraterne indstillet på. Der kan hurtig ske noget uventet. Det nytter ikke at sige til en landmand, når mejetærskeren midt i høsten gør knuder klokken fire om eftermiddagen, at han må vente til næste dag. Det kan han ikke vente på. Det er vigtigt at passe godt på kunderne.

Et par at tandhjulene i en traktorgearkasse.

Michael er fra Kløv. Han bor stadig hjemme, og han nyder at få en madpakke med på arbejde hver dag. Til 7. klasse gik han på Østerild Skole. 8. og 9. klasse var på skolen i Vesløs. Efter skolen tog han grundforløbet som landbrugsmaskinmekanikker på EUC Nordvest. I 9. klasse var han i praktik hos J. Hundahl. Det var for at finde ud af om en uddannelse med mekanik, olie og sorte fingre var noget for ham. Det blev et par gode uger. Efter grundforløbet var han lykkelig for, at der var en læreplads hos J. Hundahl.
Læretiden er fire år med grundforløbets halve år. Tiden hos Hundahl er tre et halvt år. Michael er nu lærling på tredie år.
I læretiden skal han have syv skoleforløb på EUC Nordvest. Hvert forløb er på fem uger, og det er længe nok for Michael. Der er også mulighed for forskellige tilvalg, og han udnytter alle muligheder for at få mere viden. – Jeg vil lære alt det jeg kan!!!

Michael sætter en rulle snor på plads i en bigballepresser.

Computere er, også for en mekaniker, en væsentlig del af hverdagen . Fejl på moderne maskiner findes med computere. Alligevel er det vigtigt med gode og erfarne håndværkere. Michael fortæller, at en computer godt kan melde fejl på for eksempel en føler. Den kan bare ikke se om det er føleren, ledningen, eller stikket til føleren det er galt med.
Når mekanikerne arbejder ude hos kunden kan de med computerens internetopkobling hurtigt se om en bestemt reservedel er på lager. Hvis den ikke er på lager, kan kunden hurtigt få besked om, hvornår revervedelen kan skaffes og monteres.

På vej gennem værkstedet…

For en 19-årig lærling er fremtiden dagen i morgen. Michael tager det dag for dag. Han ser hvad der kommer, og hvad fremtiden bringer.
Fritiden bruges også på mekanik. Han er lidt på jagt efter en traktor, som han kan “skrue på og gøre pæn”, som han udtrykker det.

Mikael er fast i blikket, når han fortæller om at være lærling, og have troen på at blive en god håndværker.