Tryk på Oluf og Friheden

TRYKKER: Oluf Immersen blev trykker ved lidt af en tilfældighed. En læreplads som skorstensfejer glippede, og Olufs mor så en annonce, hvor bogtrykker Wadmann søgte en trykkerlærling.

Af Klaus Madsen – 17. januar 2013

NORS: Oluf Immersen startede trykkeriet Friheden, i Nors, i 1991. De første fire år boede han med sine trykmaskiner til leje hos NJA-møbler. I 1996 flyttede han ind i bygningerne, hvor der havde været autoværksted for Nissanbiler. Den lille virksomhed har udviklet sig stille og roligt, og er måske en af trykkeribranchens humlebier – flyvende, brummende og summende på trods.


Klik på pilen for at høre Oluf Immersen fortælle

Oluf er født i 1962, på en gård i Stagstrup, som den yngste af fire søskende. Han havde ikke særlig meget lyst til landbrug, da han var færdig med 10. klasse. I skolen havde han været i erhvervspraktik hos en skorstensfejer, og fik lyst til at blive skorstensfejer. Han var også lovet en læreplads. En omlægning af skorstensfejernes distrikter gjorde, at lærepladsen som skorstensfejer ikke blev til noget,
Lærepladsen som trykker fik han ved lidt af en tilfældighed. Han havde taget knallerten til Grindsted for at hakke roer hos en moster. Der skulle jo tjenes lidt penge. En dag ringede Olufs mor og fortalte, at bogtrykker Wadmann søgte en trykkerlærling. Hun ringede til bogtrykkeren, der i første omgang fortalte, at han skulle have en snak med andre ansøgere.
Bogtrykker Wadmann ringede alligevel tilbage – han ville gerne snakke med Oluf, der satte sig på knallerten og kørte hjem til Thy. Han fik lærepladsen og uddannelsen, og stod med svendebrevet i 1982.

Oluf Immersen ved trykkeriets nye trykmaskine med fem trykværker.

Efter de fire års læretid kom han til at arbejde nogle måneder hos Bornerups bogtrykkeri. I 8 år arbejdede han hos Nordjysk Tryk i Snedsted.
Der havde været et par følere for at få Oluf med i eksistsrende trykkerier. I 1991 besluttede han at starte eget trykkeri i Nors. Hans kone, Mariane, der er uddannet pædagog, var de første år med i arbejdet. Hun er senere trådt ud og arbejder nu som pædagog.

Olof tager et trykt ark til kontrol.

Navnet Friheden har rod i Olfs opvækst. Han er vokset op i et hjem med tilknytning til Indre Mission. I starten af firserne var den karismatiske bevægelse meget fremme i Thy. Oluf følte han skulle tage sin egen stilling og resultatet blev, at han brød med folkekirken og Indre Mission. Nu er han og familien tilknyttet Bibel og Missionscentret i Thisted. Som han udtrykker det med et smil: – Vi synger lidt gladere sange og musikken er mere frisk. Det passer bedst tilk mig.
Oluf har stor respekt for arbejdet i KFUM og K og Indre Mission.
Oluf havde en moster, Anna Stubkjær Borg, der i 30 år arbejdede som missionær for Dansk Missionsselskab i Tanzania. I 1982 blev hun myrdet under arbejdet.
Det gjorde stort indtryk på Oluf, at hun havde viet sit liv og også kom til at give det for friheden til at være kristen. Derfor kom trykkeriet til at hedde friheden.

Trykkvaliteten er vigtiig for at billeder opleves skarpe.

De første år havde Oluf helt naturligt mange trykopgaver for kristne organisationer. Nu er kundegrundlaget udvidet. Det seneste køb af en trykmaskine med fem farveværker giver både større kapacitet og en bedre kvalitet. I 2003 blev Johannes Lund Larsen partner i trykkeriet. Det har styrket salget af trykopgaver.

Det trykte ark kontrolleres.

Faglig stolthed og opvæksten, hvor begrebet “at sætte tæring efter næring” var et fundament, tror Oluf er en vigtig årsag til, at det er lykkedes at udvikle den lille trykkerivirksomhed. Han lægger ikke skjul på, at respekten for værdierne og opvæksten på gården i Stagstrup, tilknytningen til fællesskabet i KFUM og K og Indre Mission, har smittet af på måden han driver trykkeriet på.
Teknisk er Oluf med i forreste række. Han har også ofte valgt at gøre tingene på sin helt egen måde. Han har mødt kolleger, der ikke helt forstår hvordan han gør det.
Trykkeriets logo er en opstigende drage med trykfarverne cyan, magenta, gul og sort.