NATUR: Anton Linnet blev jagt- og senere vildtkonsulent. Det var et mål han satte sig som dreng i Bedsted.
Af Klaus Madsen – 9. august 2012
NÆSTRUP: For Anton Linnet var den sidste dag i juli også den sidste dag som vildtkonsulent i Naturstyrelsen Thy. I en snes år har han haft det job, han allerede som stor dreng i Bedsted drømte om. Som dreng kom Anton med sin far på jagt. De havde gyldne timer og oplevelser sammen. Det var ofte Anton der plagede lidt for at få den travle far, der drev et stort korn- og foderstoffirma i Bedsted, til at tage på jagt.
Klik på billedet for at høre Anton fortælle
Anton med Centa, der er den ældste af tre hunde. Centa er en Gordon Setter.
For et halvt hundrede år siden var det almindeligt, at jagtkonsulenter tog ud i jagtforeningerne og holdt foredrag. Ordene blev ofte ledsaget af en skrattende filmfremviser, som viste optagelser af natur og jagt. Anders Wulff var jagtkonsulenten der kom til Bedsted. Hans fortællinger og filmene fangede Anton. Anders Wulff blev idolet. Anton ville være jagtkonsulent. Det var svært. Der var bare 17 jagtkonsulenter i Danmark, og mange “nåleøjer” skulle passeres. Mere end 30 år gik, før drømmen blev fuldstændig opfyldt
På tur i den lille plantage ved ejendommen i Næstrup.
Anton blev tidligt fanget af naturens væsen. Han var en ti-årig dreng, da han byggede skjul, og lavede små foderpladser i Rønhede Plantage. Inden han skulle møde i skolen stod han op klokken fire om morgenen for at tage i skoven. I et par timer kunne han sidde i skjulet, og med sit fotografiapparat forsøge at få et godt billede af dyrene på foderpladsen. Han kunne også tage på tidlige fisketure til Morup Mølle Å eller Koustrup Bæk. Mange gange er han mødt i Bedsted Skole, efter at han har fanget en håndfuld ørreder. Så var der ikke så meget energi og lyst tilbage til skolearbejdet. Han var en rastløs natur. Måske ville en dreng som Anton i nutidens skolesystem få en diagnose med mange bogstaver. Han erkender, at han ikke var god til at gå i skole. Anton forlod Bedsted Skole efter 1. real. Eksamenskaraktererne talte deres tydelige sprog.
Skolen blev afløst af en tid som sømand, hvor Anton sejlede på Grønland. Da han kom hjem arbejdede han et års tid ved landbruget, på Gammel Ørum. Det var en god tid, Han kom derefter på efterskole en vinter. Kort tid inden efterskoleopholdet var slut, brækkede han benet i en fodboldkamp. Det var et lidt kompliceret brud, og han kom hjem og måtte finde sig i tre måneder med benet i gips. Det blev også en tid til lidt eftertanke om fremtiden. Han valgte at tage en handelsuddannelse i farens foderstoffirma. Drømmen om at blive jagtkonsulent som Anders Wulff var der dog stadig. Mulighederne var enten en uddannelse som skytte, eller som skovtekniker. Umiddelbart var skytte det mest nærliggende. Problemet var blot, at allerede i tresserne var arbejdet som skytte blevet et arbejde med at opdrætte fasaner til jagter. Så mente Anton, at han lige så godt kunne arbejde på en kyllingefarm. Valget faldt på skovtekniker.
Julestræerne står under høje Nobelisgranner, som Anton under uddannelsen til skovtekniker plukkede koglerne til på træer i Rold Skov. Frøene fra koglerne blev sået og priklet ud på et areal, som Anton havde lejet i Rønhede Plantage. De små træer blev plantet, da han i 1978 købte ejendommen i Næstrup. Træerne er nu mange meter høje og med til at skabe læ for juletræerne.
Der var bare et enkelt problem – den realeksamen som Anton ikke fik i Bedsted. Den manglende eksamen blev taget som et kursus i Rønde. Oktober 1975 var Anton uddannet skovtekniker. Det var et skridt på vejen til at blive jagtkonsulent. Endnu et skridt var et et-årigt jægerkursus på Kalø, der var centrum for vildtforvaltningen i Danmark. Fra 1975 til 1982 arbejde Anton i Thy Statsskovdistrikt. I 1982 blev han konsulent for vildtreservaterne i området der ligger vest for linjen fra Hobro til Vadehavet. Det var et eftertragtet job, og han blev valgt blandt mere end 30 ansøgere. Anton var kendt af Vildtforvaltningen på Kalø for sit arbejde med tælling af fugle og dyr i Hanstholm Vildtreservat.
I 1990 blev jagt- og vildtforvaltningen flyttet fra landbrugsministeriet til miljøministeriet. Det skabte endnu en mulighed for Anton. Jagtkonsulenterne blev ansat i skovdistrikterne. Der var 17 jagtkonsulenter og 22 skovdistrikter. Anton blev ansat i Thy Statsskovdistrikt med titlen som vildtkonsulent. Så var kæden lukket. Drengedrømmen var blevet virkelighed.
Årene har været omskiftelige. I disse år hedder det Naturstyrelsen Thy Det faglige miljø blev styrket af sammenlægningen. Alle årene har Anton været glad for arbejdet med gode kolleger og chefer på Søholt i V. Vandet. Han lægger dog ikke skjul på, at sparekrav og spareiver har givet trælse dage. Det har også gjort, at han har praktiseret “civil ulydighed” for at han følte han gjorde sit arbejde. I nogle år var tælling af fugle og dyr, ikke noget embedsmændene bag styrelsesskrivebordene i København mente var nødvendigt. Hvis ikke Anton havde lavet disse tællinger, sammen med andre medarbejdere på distriktet, ville der ikke have været den samme mulighed for, i tørre tal, at se ynglefuglenes positive reaktioner på den målrettede hedepleje af klitheden, som i dag er en vigtig del af Nationalpark Thy.
Telefonen ringer stadig…..
Mange kender vildtkonsulenten, og mange har oplevet en mand, der brænder for sit arbejde og kæmper for fagligheden i naturplejen. Telefonen har stort set været åben alle døgnet timer, de fleste af årets dage.
Anton har mange gode historier. En nat blev han ringet op af en mand, der på Hovsørdæmningen var kommet til en bildræbt odderhun. Ved den dræbte odder lå en sammenrullet unge og trykkede sig. Anton tog straks ud på dæmningen. Han vidste, at en odderhun godt kan have to, måske tre, unger. Lidt fra findestedet fandt han odderhunnens hule i dæmningen med to unger. Det var jo som en Walt Disneyfilm, men det var også Antons faglighed der reddede de to unger
Det er blevet tid til at stoppe, og stoppe op for Anton. Han er blevet 63. Hjemme på ejendommen i Næstrup, som han har haft siden 1978, vil han gerne have bedre tid til at pleje juletræerne. Han håber også på, at der på konsulentbasis kan blive brug for den store viden og erfaring han har samlet.
Han har haft det lidt svært med al den tid, han de sidste år er blevet tvunget til at bruge bag skrivebordet og computeren. Udvikling kalder mange det. Han frygter, at det, han forstår ved faglighed i naturforvaltning, bliver erstattet af jurister og IT-sagkyndige.
Den naturmæssige faglighed kan i Antons verden kun opbygges i naturen.
