Gert er i haven hver dag

KOLONIHAVE: Gert Røge har haft kolonihave i haveforeningen “Halden” i 24 år. Her nyder han fuglene, haven og den friske luft

Af Klaus Madsen – 26. maj 2011

THISTED: Han bor i en næsten ny lejlighed på Thylandsvej. Her er alle dagligdagens forventninger om bekvemmelighed opfyldt. Fra lejligheden kan han nemt følge med i trafikken på Thylandsvej. Alligevel tager han hver dag elscooteren til kolonihaven, og det lille træhus, for enden af vejen og bunden af den stejle skråning der udgør haveforeningen “Haldens” godt 40 haver. Det er nødvendigt. Han tilbringer de fleste af dagens lyse timer i kolonihaven.

Klik på billedet for at se billeder og høre Gert fortælle

 

63-årige Gert Røge skal ud i den friske luft hver dag. Kolonihavens fugle skal hver dag have serveret, i det lille fuglehus der står i midten af haven. Fuglehuset er placeret, så Gert Mørk på en solskinsdag kan sidde på den flisebelagte terrasse og kigge med, når mejser, solsorte, gråspurve, skovduer og en masse andre fugle tager for sig af Gerts foder. Om vinteren kan han kigge på fuglene inde fra havehuset, Skulle der komme en fugl han ikke kender er fuglebogen klar med et svar. På en vinterdag får Gert hurtigt varmen fra en gasvarmer, som han slukker når den gamle emaljerede kakkelovn fra Morsø Jernstøberi har fået varmen. Kun store mængder sne og meget glat føre kan holde Gert væk fra haven, og ikke mindst fuglene.

Gert har det hyggeligt i havehuset.

I 24 år har Gert haft have i “Halden”. I 18 år, indtil 14 maj i år, har han været formand for kolonihaveforeningen. Sammen med bestyrelsens seks andre medlemmer har han sørget for det, han beskriver “som god ro og orden”. I al stilfærdighed er det rammen for havefolket, der passer sig selv og haverne.
Haveforeningen lejer jorden af Thisted Kirke, der ejer skråningen fra Thingstrupvej ned mod åen, hvor kolonihaverne ligger. Haveforeningens medlemmer betaler 750 kroner om året for en have – med vand.

Der er tomat- og agurkeplanter i Gerts drivhus.

De fleste haver er nu blevet til blomsterhaver med et fint havehus. Haverne er et fristed og et åndehul. Ved havebordene på terrasserne sidder mange og nyder vejret, fuglene og en kop kaffe eller en kold øl. En gang imellem brummer en plæneklippermotor som tegn på, at her gør mange noget ud af at holde det hele pænt og trimmet.
Da haverne blev anlagt i 1952 var det nyttehaver. Rækker af kartofler, porer, gulerødder, persille og kål stødte op til en række frugtbuske. Bagest i haven var måske et lille redskabsskur og en meget lille græsplæne med et bord og et par stole. På lune dage blev den medbragte termokaffe, og de smurte hjemmebagte boller serveret her. Nu kan det ikke længere betale sig at dyrke grønsager – de få der gør det, har kun fornøjelsen af,og tilfredsstillelsen ved den trods alt bedre smag.

For fire år siden lavede Gert et havebasin….

…med guldfisk, der skal fodres…

…og sidste sommers yngel, der overlevede vinteren…

…og krokodillen er helt ufarlig – i plastik og fundet på containerpladsen.

Det er også mange år siden Gert avlede grønsager. Nu har han en enkelt række kartofler i et smalt bed ved terrassen, og et par kartoffelplanter i en plastikbalje. Der hvor kartoflerne en gang stod i række, har han anlagt et basin. Her boltrer masser af guldfisk sig. Nu skal han ikke hyppe kartoflerne og hakke ukrudt væk. Nu bliver det til en tur med plæneklipperen – det skal helst gøres så tit, at han ikke skal samle det klippede græs.

Der er altid tid til en pause og en smøg i Gerts have.

Gert er førtidspensionist. Mange år som arbejdsmand på Hanstholm Havn har sat sit præg på Gerts ryg. Han var kun godt 50, da han måtte give op. Losningen af mange tons fisk, både i kasser, og med skovl i trange lastrum på skidtfiskkuttere, ødelagde ryggen. Gert tænker lidt over det, når han husker hvordan han bare knoklede løs så længe kræfterne rakte. Nu er han afhængig af elscooteren, når han skal udenfor lejligheden og haven, og rundt i Thisted. Havearbejdet tager han i små etaper. Det bliver til mange pauser. For fire år siden fik han konstateret kræft i den venstre nyre. Kræften havde også bredt sig til venstre lunge. To store og svære operationer har hjulpet Gert.

Gert på plænen foran det hyggelige havehus.