KRISTIANS VILKÅR: Kristian Nørgaard Petersen er på sin el-scooter en velkendt del af dagligdagens billede, når han ruller op og ned gennem gågaden i Thisted. En lidelse i lille-hjernen har gjort el-scooteren til Kristians transportmiddel.
Af Klaus Madsen – 7. december 2024
THISTED: De dage, hvor Kristian Nørgaard Petersen ikke på el-scooteren tager turen i Thisteds gågader, kan han godt få en “kontrolopringning”. Den næsten daglige snak med nogle af Thisteds handlende hører til, når han gøre et stop, og de handlende og deres ansatte går ud i gaden for at hilse på.
Klik på pilen for at høre Kristian fortælle
Der har været pauser for turene i Thisteds gader. I foråret 2024 opstod en pause på en ganske alvorlig baggrund. Kristian var indlagt på sygehuset i Thisted. Hjertet holdt med at slå. Heldigt var det på sygehuset, han fik hjertestop. Kristian husker ikke noget fra dagen eller meget dagene efter. Hjertet kom i gang igen med adrenalin. Han kom i respirator og var på intensivafdelingen i nogle dage. Når han fortæller, er han åbenlys taknemmelig for at det skete på sygehuset.
Med et glimt i øjet konstaterer han lidt tørt: – ellers kunne jeg jo ikke sidde her og fortælle.
Han har fået at vide, at en hjertestarter ikke ville have reddet netop ham.
Den ugelange ømhed fra et par knækkede ribben kunne han bare sige pyt til. En følge af hjertesoppet har været at Kristian oplever, at hans hjerne, som var det en computer, er blevet genstartet.
Kristian er en af fem søskende, som er vokset op på en gård i Skyum. De første fem år gik han i Skyum skole. De næste fem år var han elev på Koldby skole. Her tog han realeksamen med den “bette latinprøve” pointerer han. Med en mor, som var uddannet farmaceut, og en morfar der i 30 år var lærer på Hassing skole, var god uddannelse vigtig.
Efter realeksamen kom Kristian i elektrikerlære ved elfirmaet Facius i Koldby.
Værnepligten aftjente han på CF-kasernen i Dragsbæk. I en periode var Kristian igen ansat hos Elfirmaet Facius. I et par år var Kristians arbejdsplads batterifabrikken Hellesens, hvor han, som ansat i Elfirmaet HM Mortensen, var ansvarlig for fabrikkens elinstallationer. Efter en kort periode som arbejdsløs, og en del af et brevkursus som ejendomsmægler, blev han i godt tre år sælger for et forlag, som udgav magasinet Horisont. Arbejdsområdet var fra Skagen i nord til Ringkøbing i syd.
Fra 1986 til 2005 var Kristian sælger og servicemontør for et firma, som solgte brandslukningsanlæg til industrivirksomheder og skibe. Det var spændende år.
Et ankelbrud i 1999 gjorde, at Kristian i 2005 måtte opgive arbejdet med det tunge brandslukningsmateriel. Koordineringsevnen og balancen blev også et problem. Kristians fysioterapeut var overbevist om, at Kristians lillehjerne var skadet. En neurologisk undersøgelse gav fysioterapeuten ret. Siden 2008 har rollator bogstavelig talt været Kristians holdepunkt og el-scoteren transportmidlet.
Fra 2010 har Kristian haft adresse i en af Dragsbækparkens handicapvenlige boliger. Stuen bærer med elkørestol og den uundværlige rollator præg af Kristians behov for hjælpemidler.
Fra den faste plads ved spisebordet har han uhindret og storslået udsigt mod øst over Thisted Bredning. Solopgangene er fantastiske, smukke og helt forskellige. Selv på en gråvejrsdag er Dragsbæks bakkedrag, bredningens metaltunge vandspejl og konturerne af Mors, en altid forskellig oplevelse.
Sang og musik
En gammel sangbog fra 1908 “For højskoler og landbrugsskoler” er Kristians minde om morfaren, Kristian Sunesen som, ud over at have været lærer, også var en meget produktiv komponist. Han har komponeret næsten 3000 melodier. Sang og musik var en vigtig del af opvæksten hjemme på gården i Skyum.
Kristian har stor glæde af at synge i Norskoret, som ledes af Kristians søster Ellen Alstrup .
Tilgængelighed
Kristian bruger en del af sin tid på at arbejde for gode forhold for de, som har lidt mere besvær med at færdes. Når han bliver opmærksom på et problem tager han, som medlem af en “tilgængelighedsgruppe”, kontakt til Thisted Kommunes tekniske forvaltning. Et synligt resultat af gruppens arbejde er pladen i jernrenden på Store Torv, som efter indvielsen af “det nye Store Torv” i 2009 var en besværlig og utilsigtet forhindring for kørestole, handicapscootere, rollatorbrugere og barnevogne. Nationalpark Thy har også Kristians opmærksomhed. Han tog bussen mod Hanstholm, og i el-scooteren kørte han ud til kanten af Hanstholm-reservatet i Sårup. Efter at have “besigtiget” forholdene ved udsigtstårnet, kørte han på el-scooteren tilbage til Dragsbækparken.
I mange år har Kristian været alene. Han har tre voksne børn og seks børnebørn. Han udstråler et lyst sind og han lægger vægt på, at han ikke har ondt af sig selv, og heller ikke ønsker andre skal have ondt af ham.
Mødet med, og god snak med mange, som han møder på sine næsten daglige byturer er vigtig. Han er glad for at arbejde for god tilgængelighed for mennesker med handicap. Fællesskabet omkring sangen i koret har stor værdi.