TVIVL OG ANGST: Kristine fra Tåbel ramte bunden uden at drukne i alkohol. Hun brugte en snes år på at skaffe sig et godt liv med maleri, tegneri, sang og musik
Af Klaus Madsen 18. oktober 2021
HURUP: Hjemme i Kristine Frøkjærs atelier har katten, i kurven på bordet, fundet ro mellem næsten færdige malerier og rengjorte pensler. Hjemme for Kristine er et rødt parcelhus i en stille sidegade i Hurup. Staffelier, pensler og farver fylder stuen. Det skarpe lys i stuen, der er blevet til atelier, brydes af voksne grønne potteplanters blade og blomster.
Klik på pilen for at høre Kristine fortælle
Brillerne er sirligt lagt på notesblokken. Højskolens sangbøger ligger på hylden og modne røde æbler fylder skålens runde form i vindueskarmen. Kristine har budt på kaffe og en fortælling.
I 1960 blev Kristine Frøkjær født på gården Gårdhus Mølle i Tåbel. Hun er det, hun selv kalder en “klat-ibag” – den yngste af fem søskende. 20 år gammel blev hun i 1980 student fra Thisted Gymnasium og HF. Hun forlod gymnasiet med en ganske fin eksamen. Hun vidste ikke, den næste snes år skulle bruges i Århus og Horsens på at skaffe sig et godt liv.
Kristine udviklede over 12 år et usundt og afhængigt forhold til alkohol. Hun var ikke nogen “festabe”, mens hun gik på gymnasiet. Hun husker, hun var med til et par gymnasiefester. Fester og alkohol sagde hende ikke rigtig noget. Efter et par år med forskelligt arbejde, og et ganske almindeligt ungdomsliv, flyttede hun fra Thy til Århus, og 22 år gammel startede hun på musikstudiet på Århus Universitet. Hun var, og er, god til at synge. Det har hun alle år været bevidst om. Hun kom helt naturligt på hold med de dygtigste studerende. Det blev kort tid på universitetet. Så arbejdede hun som pædagogmedhjælper. Hun søgte ind på journalisthøjskolen (hun mødte op til optagelsesprøven med solide tømmermænd). Hun søgte ind på skuespilskolen. Hun blev kirkesanger. Hun ville det hele. Hun vidste bare ikke hvad hun ville. Hun rodede rundt i Århus og i sit liv. Hun fik angst, blev bange for ikke at klare sig, være god nok, og passe ind i et billede, hun heller ikke rigtigt vidste, hvad var. Hun kom til at foragte sig selv.
Selvforagtelsen, skammen og angsten tog i lange perioder magten. Kristine dulmede den stærke indre smerte med alkohol. Medicinen, vin i pap og på flaske, var altid i baghånden. Hun var også flov, og når hun var i supermarkedet for at købe vin, kunne hun finde på at pakke vinen ind, så det var en gave hun drog hjem med. Hun troede, alle kunne se, hun var alkoholiker. Tvivlen, skammen og angsten overskyggede Kristines åbenbare talenter. Hun er god til at synge og spille. Hun er så god til at skrive, at hun i en periode var fast klummeskribent på Jyllands-Posten. Hun har sin helt egen stil, når hun maler og tegner skønne, humoristiske, karikerende, naivistiske og nogle gange også eftertænksomme figurer. Og så er hun ikke for “fin” til at skrive en festsang og ledsage den med en tegning af festens midtpunkt. Det driver Kristine at glæde andre og på den gode måde glæde sig selv.
Det tog 9 år at blive ædru alkoholiker. Kristine erkendte, at hun havde et problem. Hun havde i mange år den naive tro, at hun sagtens kunne skrue ned for misbruget og klare at drikke bare et enkelt glas en gang i mellem. Hjælpen og skubbet kom fra en uventet side. En bekendt betroede sig til Kristine om, at hendes mand havde et alkoholproblem. Kristine tilbød at ringe til Anonyme Alkoholikeres (AA) vagttelefon. Det endte med, at det var Kristine, som det lykkedes AA at få til at tage det svære trin ind over dørtærsklen til fællesskabet i AA.
Kristine har selv illustreret sin bog “Et hyggeligt lille problem?” med undertitlen “En gardin-alkoholikers historie”
Kristine synes hun voksede op i et familiemæssigt krydsfelt, hvor hun synes, hun blev al for pylret til verden. Hun husker sig selv som et barn, en pige, der græd meget. Hun var barn på en egn, Thy. I den lille lyserøde bog, “Et hyggeligt lille problem?”, erkender hun, at hun aldrig skulle have forladt Thy. Hun magtede ikke et liv i den store by. Hun rev sig selv ud af landskabets, blæstens og lysets tryghed i Thy. Kristines fars død, og en ledig stilling som kirkesanger ved Hurup Kirke blev en anledning til at vende tilbage. Det tog 20 år, før hun igen fandt tryghed.
Kristine blev i 2018 gift med Jan Gravesen, Det var Kristines maleri, der førte dem sammen. Jan bestilte et billede af Krik hos Kristine, og både billedet og Kristine blev en del af Jans liv. Kristine voksede op i Tåbel, ikke langt fra Krik, og Jan er en af Krik-bagerens tre sønner. Tilbage i Thy har Kristine naturligt valgt at være helt åben om sin fortid som alkoholiker. Hun er blevet taget godt tilbage til Thy og Hurup, hvor hun nu bor sammen med Jan.
