THYBO: Ole Larsen har solgt øl, edb-løsninger, fyrværkeri og snaps. Det hele er foregået fra Thy.
Af Klaus Madsen – 14. oktober 2010
THISTED: Thy har været overskriften for det meste af Ole Larsens arbejdsliv. I syv år var han ansat som it-konsulent, og til sidst salgschef på Thy Data. I fem år var han ansat på Thisted Bryghus, og sluttede som direktør for bryggeriet med Thy-pilsneren som varemærke. For tre år siden startede han sammen med Morten Bang Andersen spritfabrikken Thylandia, der markedsføres med blandt andet kryddersnapse med urter fra Nationalpark Thy.
Klik på billedet for at høre Ole Larsen fortælle
Ole er født i 1972 og opvokset i Sjørring. Han er uddannet revisor. Hurtigt fandt han ud af, at han har mere lyst til at sætte noget i gang, end til at sidde bag et skriveborg og “holde ved lige”. Det blev kun til fire år i revisionsbranchen. I nogle år boede han i Viborg, inden han besluttede sig for at vende tilbage til Thy og Sjørring.
For Ole er Thy mulighedernes land. Han har valgt at balancere karriere med fordelene ved at bo i et naturskønt og naturkraftigt område. At have tid til en tur på golfbanen, og også have tid til at være sammen med venner til blandt andet badminton, er vigtig. Når han står på golfbanens første tee og er klar til første slag mærker Ole de sportslige ambitioner. Det skal bare være det bedste slag, og han kan godt blive sur over at tabe. Det varer heldigvis ikke længere end til hyggestunden efter spillet. For spiller han turneringsgolf i danmarksserien.
At bo i, det der i statsadministrationens kontorer i København, kaldes “udkantsDanmark” tager Ole som en udfordring. Han kan godt blive lidt træt af diskussionen, når den går på alt det der ikke er i Thy, og de muligheder der ikke eksisterer. Den holdning skygger netop for en frugtbar snak om alle mulighederne, og bremser drivkraften. For Ole er det vigtigt at vi i thyboer får øjnene op for hvad Thy har.
Efter Ole soppede på Thisted Bryghus brugte han et halvt års tid til at starte spritfabrikken Thylandia. Ideen om at bruge Nationalpark Thy til at gøre produkterne kendte opstod allerede inden han forlod bryghuset. Han fik lov at tage ideen med. Oprindelig var det tanken at lave en “nationalparkgin”. Ole havde fået kontakt til folkene bag bryggeriet Braunstein i Køge, hvor der også er et destilleri. Brygmester Peter Klemensen foreslog at lave en snaps med håndplukket porse fra nationalparken. Det blev Thylandias første produkt.
Det er en stor drøm for Ole, at kunne lave et destilleri i Thy. Når, og hvis, det en gang bliver muligt, vil bygningerne ved Hanstholm Fyr være helt ideelle. Et destilleri hævet over og med udsigt til nationalparkens kronjuvel, Hanstedreservatet, vil være fantastisk. Tankespindet går også til at bruge de gamle bunkers til at fadlagre destllleriets gyldne dråber.
De viste sig, at drømmen om at gøre arbejdet med spritfabrikken Thylandia til et levebrød ikke umiddelbart kunne bære. Som Ole udtrykker det: – For at være sikker på at kunne betale alle regninger – blev han økonomichef hos Fyrværkerieksperten. Her arbejder han på kontoret, der ligger i det nu lukkede firma C. Søndergårds bygning på Tigervej. Ole har desuden noget salgsarbejde på Sjælland. Firmaets fyrværkeri er oplagret på den gamle flyvestation i Vandel. Fyrværkerieksperten sælger kun fyrværkeri til nytårsfejringen.
I Thy er der tradition for stabile og engagerede medarbejdere i virksomhederne. De menneskelige relationer har altid været vigtige for Ole. Det skal ikke kun være forretning. En god kontakt til mennesker og samarbejdspartnere er forudsætningen for, at gode ideer kan blive til virkelighed.