TILLIDSBRUD: Ole Vagn Christensen kender det blodige politiske spil, og han må slutte mere end 40 års arbejde som valgt socialdemokratisk tillidsmand, med et nederlag der er helt efter reglerne – men processen var brud på tilliden
Af Klaus Madsen – 16. december 2010
THISTED: – Gud bevare mig for mine venner, mine fjender skal jeg nok selv få bugt med… En gammel lidt slidt floskel. For Ole Vagn Christensen blev det til en del af den politiske, og for ham også dybt personlige virkelighed. Han piver ikke – han kender godt spillet og det blodige politiske håndværk, og han har i mere end 40 år været en aktiv del af det. Et politiske spil, hvor ambitioner og magt er modbydelige ingredienser, når spillets deltagere lader “hensigten hellige midlet” for at blive i flosklernes verden. Ole Vagn har været, og er til næste folketingsvalg, en del af den politiske virkelighed i Thy.
Klik på billedet for at høre Ole Vagn fortælle
I 1964 kom 21-årige Ole Vagn til Thy. Han skulle i 12 måneder, fra maj 1964 til maj 1965, aftjene sin værnepligt som CFer på kasernen i Dragsbæk. Han var netop udlært på slagteriet i Hjørring. Efter han var gået ud af skolens 8. klasse var han i et års tid heldagsbydreng i en slagterbutik i Hjørring. Slagteren havde ikke noget svendebrev, og han kunne derfor ikke tage Ole Vagn i lære. I stedet hjalp slagteren med at finde en læreplads på slagteriet i byen.
Ole Vagn er opvokset i et hjem med tilknytning til arbejderbevægelsen og socialdemokratiet. Faren var fanebærer i fagforeningen. Ole Vagn husker, hvordan han til 1. maj festen havde godt fat i stormfanens snor og kvast. Så havde faren også styr på knægten. Det var nu ikke politik der trak – det var 1. majfestens tivoli og sodavand.
Ole Vagn gik i 8. klasse, da han fik lov at kigge i farens skuffe med samlingen af 1. maj-manifesterne. Det vakte den politiske interesse, og blev til medlemskab af DSU – Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Her mødte han en levende debatkultur, og her blev frøene til en livslang interesse for demokratiets væsen sået. Ole Vagns ungdomsår faldt sammen med en eksplosiv industriel udvikling. De store krigsårgange var en politisk udfordring, og der blev skabt muligheder for uddannelse. Diskussionerne i DSU, og mødet med senere politiske sværvægtere som Poul Dalsager og Jens Risgaard Knudsen, satte fart i drømmene.
Da Ole Vagn kom til Thisted og Thy havde han tre navne med på en lille lap papir. Brødrene Theodor og Karl Christensen fra henholdsvis Vildsund og Koldby havde han hørt om gennem DSU. Johannes Madsen var formand for socialdemokratiet i Thistedkredsen. Når pligterne på kasernen var overstået mødte Ole Vagn op til arbejde i partiet. Han var med til at genoplive en afdeling af DSU i Thisted.
Efter værnepligten blev Ole Vagn i 1965 ansat på slagteriet i Thisted. Allerede i 1966 blev han tillidsmand og formand for Slagteriarbejderforbundet i byen. I 1966 blev også valgt til Thisted Kommunes fritidskommission. Han stillede op til byrådsvalgene i 1966 og 1970 uden at blive valgt. I 1974 blev han valgt ind med stor opbakning fra arbejdskammeraterne på slagteriet. Han sad i byrådet til 1984, hvor han første gang blev valgt til Folketinget. Efter valget i 1982 blev han viceborgmester. Svend Thorup var borgmester.
I løbet af de 18 år som tillidsmand på slagteriet i Thisted var Ole Vagn en drivkraft i udviklingen af demokratiske tanker på arbejdspladsen. Der blev oprettet samarbejdsudvalg. Her var sproget frimodigt og ærligt. Der blev lavet aftaler om, at tidsstudieteknikerne fra både arbejdsgiverside og arbejderside kom til at arbejde sammen og sidde på samme kontor. Så kunne ingen snyde hinanden. Et stærkt tillidsforhold blev grundlaget for den demokratiske proces og for trivslen og væksten. Målet blev at skabe større værdier i virksomheden. Sammen med ledelsen opstillede Ole Vagn som tillidsmand nogle delmål for at nå det overordnede mål:
- God efterbetaling til landmændene
- Lønnen på alle niveauer skal være i branchens øverste halvdel
- Maksimale investeringer i den nyeste teknologi
- Godt arbejdsmiljø
Som afløser for morsingboen Thomas Have, blev Ole Vagn i 1981 folketingskandidat i Thistedkredsen.
- Medlem af Folketinget fra 10. januar 1984 til 7. september 1987.
- Medlem af Folketinget fra 23. november 1990 til 8. februar 2005.
- Medlem af Folketinget fra 1. marts 2007 til 13. november 2007.
- Medlem af Folketinget fra 13. november 2007.
Det politiske håndværk er blodigt. De færreste kommer gennem et langt politisk liv uden skrammer. Det koster noget at arbejde for det man tror på. På vejen gennem den politiske verden har Ole Vagn mødt en besynderlig blanding af overbevisning, idealisme og personlige ambitioner.
Ole Vagn fylder 68 til maj i 2011. Han vidste godt, at udløbsdatoen for den politiske karriere nærmede sig. Han havde da også hørt, at nogle syntes udløbsdatoen var overskredet. Han havde også givet udtryk for, at han i 2010 var parat til at drøfte fremtiden. Han havde bare aldrig forestillet sig, at mennesker han i mange år har arbejdet tæt sammen med, skulle hænge ham ud som helt ubrugelig. Det skete, siger han selv, uden varsel.
Arbejdet på Christiansborg har ikke været præget af store armbevægelser. Stilfærdigt har han taget sig af både små og store sager. Knap så stilfærdigt har han sagt fra, når han oplevede uretfærdigheder.
Han har altid lagt stor vægt på tillid – og mødt mennesker med tillid. Han siger også, at han har erkendt, at tillid godt kan kvitteres med svigt og skuffelse.
I 1967 blev Ole Vagn gift med Mona. De har drengene Carsten og Christian. Uden Mona, som har holdt skansen på Provst SonnesVej, har det ikke været muligt for Ole Vagn at forfølge og udleve drømmen om at lave politik for mennesker på demokratiets vilkår.
et PS:
En kølig efterårsmorgen i 2006 kørte jeg i taxa med Ole Vagn fra lufthavnen i Kastrup til Christiansborg – det er en tur, der i hovedstadens morgentrafik kan tage en lille halv time. To fra Thy har jo sans for at udnytte rationalet i at følges ad. Chaufføren var en midaldrende kvinde. Da hun opdagede, at det var et folketingsmedlem, der sad i bilen, fortalte hun sin historie. Jeg husker det var noget om at blive klemt i stramme regler for at bo og leve sammen med en udlænding. Vi lyttede til en sand kaskade af problemer. Min tålmodighed nærmede sig det punkt hvor det bliver til ligegyldighed. Da taxaen stoppede ved foden af Folketingets trappe steg vi ud. Jeg troede Ole Vagn bare havde vendt det høflige døve øre til – det havde han ikke. Han bad om navnet, lovede at undersøge sagen, og bringe den videre. Han lovede ikke, at han kunne gøre noget. Chaufføren fik helt sikkert svar. Det var ikke ligegyldigt. Her var det jo ikke et spørgsmål om at score point på den retorisk korrekte politiske måltavle. Her var det et menneske – et klemt menneske…
Klaus Madsen