GUIDE: Sinne Harbo er en af guiderne i Nationalpark Thy. Hun er opvokset med glæden ved naturen. Hendes bedstefar var opsynsmand og boede i traktørstedet ved Bøgestedrende
Af Klaus Madsen – 20. oktober 2011
BØGESTEDRENDE: I modlyset ved en rivende bæk under en dyb blå himmel og en sol, der fra sin efterårslave position, giver former til landet og landskabet. For Sinne Harbo er det en rigtig og flot kulisse til at fortælle om begejstringen for Thys afvekslende natur, og tilknytningen til Bøgestedrende.
Omkring rødstensbygningen, med det rødmalede pandepladetag, gror græsset helt ind til soklen. En døre i husets østlige ende er muret til. På et gammel billede kan man se, at det var døren ind til en stald. Bygningen var i mange år hjem og tjenestebolig for Sinnes bedstefar og bedstemor, Andreas og Karen Nielsen. Han var ansat som opsynsmand i klitplantagen og klitten. De havde også et traktørsted i huset. En tur til Bøgestedrende var en tur langt væk, og muligheden for at slukke tørsten med en sodavand eller en kop kaffe, hos opsynsmanden og hans kone, var en kærkommen del af turoplevelsen. Næringsbrevet, der var udstedt af politimesteren i Thisted, gav lov til udskænkning – dog ikke af alkoholdrikke. I mange år var opsynsmandens hjem åben for feriende gæster. Det velhavende københavnerpar, Harry og Else, kom i bil. Børnene måtte ikke få en tur i den fine bil. Parret holdt forbindelsen til Thy og opsynsmandens familie. De sidste år boede de på Hotel Hanstholm.
Bedstemoren døde ung. Bedstefaren fik god hjælp til at passe skoven af drengene i familien, og Sinnes mor, Ellen, passede husholdningen. Senere flyttede bedstefaren til Vangså. Han døde i 1973, 88 år gammel. Det tætte liv med naturen kom til at præge familien. Bedstefaren var ivrig jæger og biavler. Sinne er vokset op i et hjem i Vangså, hvor hun husker naturen spillede en stor rolle. Faren, Frantz, havde været sømand og blev fisker. Familien flyttede i 1966 til Klitmøller. Sinne var 16 år og flyttede ikke med.
Sinnes mor var stærk tilknyttet Bøgestedrende. Da hun fyldte 85, hun var født i 1917, var fødselsdagsønsket en tur til Bøgestedrende. Ønsket blev opfyldt. Det sad dybt i hende, at man skal passe på naturen. Rygning i skoven og klitten var utænkelig. Sinne fortæller, at en af de sidste gange moren var med på tur til Bøgestedrende, så hun en turist ryge og slukke cigaretten på jorden ved parkeringspladsen. Hun spurgte Sinne om hun havde et stykke papir og en blyant, for hun ville lige skrive en hilsen til turisten. På sedlen, der blev sat i vinduesviskeren, stod at det er forbudt at ryge i skoven.
Klik på billedet for at se gamle billeder fra traktørstedet og opsynsmandsboligen i Bøgestedrende.
Siden Nationalpark Thy i august 2008 blev indviet, har Sinne været en del af nationalparkens guidekorps. Hun har deltaget i flere kurser for at kunne fortælle til, og begejstre gæster på nationalparkens ture. Hun vil gerne dele sin egen glæde ved naturens mangfoldighed i Thy. En naturoplevelse der kan spænde fra det meget blide og idylliske, til det barske og vindblæste ude i klitten ved havet. Hun er fascineret af gamle træer, der ude i klitten, tvunget af blæsten, gror i beskeden højde over jorden . Det er en stor kontrast til en bøgeskov på samme alder, hvor stammerne står meterhøje og lige. Hun er guide på ture, hvor der næsten er garanti for at se kronvildt. Hun har ture i nationalparken, hvor kantareller er en sikker gevinst.
For Sinne og hendes familie, hun er gift med Niels Christian og har datteren Sofie og sønnen Søren, kan det først blive jul, når de 24. december om formiddagen har været en tur i Bøgestedrende. Det er blevet en tradition. I mange år var Sinne børnehaveklasselærer på Hanstholm Skole. Hun er uddannet pædagog. Pædagoguddannelsen blev suppleret med en uddannelse i naturfag, så hun kunne undervise elever i lidt ældre klasser.