DOMMERFLØJT: Steen Harregaard fra Bedsted har i 30 år fløjtet mere end 3000 fodboldkampe igang
Af Klaus Madsen – 10. oktober 2013
BEDSTED: Han var ikke god til at spille fodbold. Alligevel elsker 65-årige Steen Harregaard spillet, og han har siden 1983 brugt masser af fritid på 22 spilleres kamp om bold og mål. Han bestod dommereksamen i 1983. Det er siden blevet til dommerfløjt og vink med flag på linjen i mere end 3000 kampe.
Klik på pilen for at høre Steen Harregaard fortælle
23. juni 2013 skulle Steen dømme kamp nummer 3000. Det var på Thisted Stadion i U15-pigerækken Thy FC og Harboøre/Thyborøn. Kampen blev i dagens anledning spillet på opvisningsbanen. Kolleger og kammerater fra dommerklubben, og klubberne, var med til at hædre Steen. Han blev glad for påskønnelsen, og han er stolt over markeringen.
Det er svært at gøre op hvor lang tid Steen har brugt på at sørge for god afvikling af fodboldkampe. Hvis han hver gang har brugt mindst 3 timer, bliver 3000 kampe til 9000 timer. Han har brugt et år og 10 dage, alle årets døgn, alle døgnets timer på fodboldbaner i det nordvestjyske.
Alle årene har Steen har stor opbakning fra hans kone Mona. Det skarpe 3000-kampshjørne blev anledning til, at Steen lovede hende, at weekenderne nu skal være “fodboldfri”.
Steen begyndte i en forholdsvis sen alder at dømme fodbold. Der gik nogle år, inden han kom til at dømme i Jyllandserien, som den højeste række.
Det har ikke været pengene, der fik Steen til at fortsætte i alle årene. Han kan se tilbage på mange oplevelser på mange fodboldbaner. Han har i kampenes hede lagt øre til mange, ikke altid lige diplomatiske, tilråb. Han har heldigvis også oplevet, at når kampen var afgjort og slut, så sagde spillerne tak for kampen – også til dommeren.
Det har altid været en æressag for Steen, at være med til at afvikle kampene på en ordentlig måde. Han har da også lavet fejl, og så har han været mand for at erkende det. Dommeren en vigtig del af spillet, og når der spilles sker det en gang imellem fejl.
Når kampene er afgørende for op- eller nedrykning, kan det godt være en både spændt og tændt Steen, der løber ind på banen, og det er en sejr når kampen er afviklet godt, når sidste fløjt lyder.
I 2010 fik Steen er blodprop. Han var ude at dømme, da han blev svimmel. Han blev indlagt på sygehuset, og det blev konstateret, at han havde fået en blodprop i lillehjernen. Heldigvis er han kommet godt gennem sygdommen. Han kan stadig tage en løbetur i Rønhede Plantage, og han består fint fodbolddommernes årlige fysiske og teoretiske test.
Steen er med sine 65 år blevet folkepensionist. Han og Mona har i næsten 40 år boet i Bedsted, i huset på Blomstervænget, som de selv byggede. De har to sønner, og fire børnebørn.
Desværre er Mona for et par år siden blevet førtidspensionist.
Steen arbejdede til han gik på efterløn som 62-årig.
Han er født i Jannerup, og familien, der var 13 børn, tre hold tvillinger – Steen er en tvilling. De kom til bo forskellige steder omkring Bedsted. Han blev udlært smed i 1970. Forinden arbejdede han på landet i nogle år. Han kom til at arbejde som arbejdsmand hos tømrer Henning Sø, og han var i nogle år pladesmed hos Fiat i Bedsted. Omkring 1980 arbejdede han hos smeden i Gammel Bedsted, og da krisen gav mindre arbejde til smeden, opfordrede mester Steen til at søge ind på slagteriet i Hurup. Her arbejdede han i 27 gode år. De sidste arbejdsår havde han hos tømrer Ove G. Nielsen.