DER VAR EN TID: Valdemar Mærkedahl var tjenestekarl på Sundbygård i sammenlagt tiethalvt år. Han var 20 år gammel, da han blev fæstet 1. gang 1. maj 1943. Nu skal den gamle gård, med stuehus fra 1841, rages ned.
Af Klaus Madsen – 14. juni 2012
SUNDBY: Det er ikke vemod i stemmen, når Valdemar Mærkedahl fortæller om årene som karl på Sundbygård. Det er ikke vemodigt at gamle bygninger, der tydelig bærrer præg af 20 års tomme stuer og stalde, skal væk.
Se 62 billeder fra en tur rundt på Sundbygård, og hør Valdemar Mærkedahl fortælle om tiden og verden på bakken i Sundby for mere end 60 år siden
For 900 kroner tjente han fra 1. maj til 1. november 1943 det første halve år af i alt tiethalvt år hos de tre søskende Theodor, Louise og Jens Skibsted. Deres mor Emilie, der døde i 1945, fæstede Valdemar de første år.Theodor, der var født i 1905, døde i 1983. Louise var født i 1909 og døde i 1991. Jens var født i 1913 og døde i 1992.
Årene på Sundbygård var gode for Valdemar. Næsten 60 år efter han forlod gården, tøver han ikke med at betegne Sundbygård som sit andet hjem.
Det var også her, han lærte om den konservative politiske tanke og ide. Valdemars første konservative møde var da Jens Skibsted tog ham med til et konservativt møde i bakkerne på Mors-siden af Vildsund. I 60 år har han været medlem af det Konservative Folkeparti, og han har talt sammen på alle folketingsvalgene, hvor han hver gang har stemt konservativt – det er blevet til 24.
Valdemar overtog senere forældrenes ejendom i Stagstrup, som han solgte i 1987 og flyttede til Sundby Thy, hvor han stadig bor. I foråret 2012 fejrede han guldbryllup med Henny.
Den nærende ejer af Sundbygård, Viktor Nielsen, lader de faldefærdige bygninger fjerne i løbet af 2012.
Else Bisgaard er nabo til Sundbygård. Hun har, til Liv Stange og Aksel Kristensens, bog fra 2008 om Sundbygård, skrevet dette lille fine essay om et “kaffebesøg” på Sundbygård.
Det er bare en lille erindring. Knap nok sammenhængende husker jeg i et par glimt, hvordan vi drak kaffe på Sundbygård for mange, mange år siden. Bedst husker jeg lyde, dufte,stemning. Koppernes klirren, en teske mod en tallerkenkant, smagen af boller og kringle, varmen. Et par ældre menneskers dybe, tørre stemmer. Det gamle urs tikken, En sprød og gammel lyd af tid, der blivet hakket i stykker og samtidig bringer sammenhæng i fortid og fremtid.
Louise havde kun ganske få tænder tilbage. Et par af dem sad i overmunden og viste sig i hendes talrige latterudbrud. Hendes venlige øjne udtrykte den omsorgsfulde husmors opmærksomhed. Ivrigt tog hun vare på sine gæster. Hun nødede med kaffe og brød i lange baner.
Snakken gik. Som kaffe i bløde strømme flød snakken over bordet, der var dækket med voksdug, den pæne, der kun brugtes i stuen. Vi sad i dagligstuen, nærmest køkkenet. Længere oppe var de pæne stuer en suite – et ord, man absolut ikke kendte på Sundbygård. Stuerne var der bare, ved siden af hinanden. Pænere og finere jo længere man kom vestpå (som var “op”); pænest og koldest var stuen oppe på den anden side af den fine indgang. Der kom næsten aldrig nogen. Jeg kom der først i 2008. Men da lå både Louise og Jens for længst under mulde.
Vi var unge og for nyligt tilflyttet naboejendommen. Det var vel den sommer, vi var flyttet dertil om vinteren. var det -83 eller-84? Vi havde købt nogle baller hø af Jens og Louise og kørte i den gamle traktor med vogn spændt efter om til Sundbygård for at hente høet til vores beskedne fårebestand, ca 2 moderfår og et par lam.
Sundbygård var et sted, hvor der stod respekt om praktisk og fysisk arbejde. Vi sled med høballerne, der skulle smides med fra “gulvet” under ladens høje bjælker og derefter læsses og stables i på vognen. Louise stod med hænderne i siden, kiggede og kommenterede ivrigt vores arbejde. Jens sagde vist ingenting. Han var i det hele taget fåmælt.
Vi blev budt på kaffe.
Der var 30 grader celcius deroppe under ladetaget. I stuen mindst det dobbelte – følte vi. En sodavand gled ned som ingenting. Bagefter varm kaffe og lunt brød, og naturligvis tændt op i kakkelovnen, der vist var en Morsø – af de gråblå med sort kalot.
Og der sad vi så, svedende og med høstråenes prikken overalt, i en lille opvarmet sture alt for tæt på kakkelovnen, og drak varm kaffe. Varme syntes at være et særdeles basalt behoev, der skulle dækkes. Og udtryk for dén gæstfrihed, der spejlede hele deres syn på verden og menneskene. Når man kom til Sundbygård, måtte man ikke fryse og man skulle bydes kaffe. Det var selve livsformens livgivende drik. For ved kaffen gik snakken, og dét var trods alt det vigtigste.
Måske sda vi der 1 time, måske 1 1/2 eller 2. Jens sad vist for enden af bordet. I stolene og sofaen op mod vinduet var der tæpper og broderede puder. Dog var møblerne ikke ganske komfortable. Vi snakkede om de nære ting, sommeren, varmen, kornets vækst, naboer og godtfolk i nærheden, små nyheder, fælles bekendte, familiemedlemmer – døde som levende. Hvem havde kendt hvem, og hvem var fætter til den. Visse ting snakkede vi ikke om. Sådan var det bare. Vi bemærkede ting i stuen. Uretvar deres stolthed, Vi hørte historien om, hvordan “eksperter” var kommet for at se på uret, fotografere det og skrive om det. Louise var dybt skeptisk og utryg ved disse eksperter. Hun var først blevet godt tilpas, da de var taget af sted igen – udenat de havde listet uret med.
Der var flere historier, men jeg husker dem ikke. Kun at de handlede om mennesker og episoder, små ryk og skævheder i livets gang.
Vi kørte hjem med traktor, hø og kaffesmag. De stod og vinkede ved enden af huset, 2 arbejdsslidte mennesker med overskud og glæde ved livet.
Så længe de bare kunne være hér, hvor deres verden var.
De fleste gårdfolk købte luftfoto af omrejsende fotografer. Billedet af Sundbygård er fra cirka 1950.
Bogen “En tid på Sundbygård – livet på en gård i Thy i 1900-tallet -“ er udgivet af Museet for Thy og Vester Hanherred
Snart er det ikke længere muligt at tage en tur rundt i Sundbygårds forfald.
