MUSEUMSJUL: Med præstens spændende fortællinger, lidt julehygge og godt dukketeater, varmer Museet for Thy og Vester Hanherred op til julen.
Af Klaus Madsen – 2. december 2010
THISTED: To, måske tre, gange hver dag forvandles museumspædagog Svend Sørensen til præsten Carl Aage Præst. Det sker i de sidste uger frem til jul. Præsten på museet i Thisted byder i julemåneden velkommen til børn fra skolerne i Thy.
Forvandlingen er ikke så svær – Svend Sørensen trækker blot i præstekjole og – krave. Navnet Carl Aage Præst en en lille finurlighed, der formentlig kun kendes af børnenes bedsteforældre. Carl Aage Præst var en af fodboldheltene fra de Olympiske Lege i London i 1948 og en af de første danske fodboldspillere der fik en professionel karriere i Italien.
Børnene får en tur rundt i museets udstilling om “Kirkerne i Thy”, og får lov til at opleve en udstilling før den efter nytår åbnes for museets gæster, og derefter i nogle måneder bliver museets første særudstilling i 2011.
Præstens fortælling til børnene handler om, hvordan man byggede kirker af kvadersten for flere hundrede år siden – kirker der står endnu. Forklaringen om, hvordan stenhuggerne af store runde granitsten, møjsommeligt med mejsel og hammer fik hugget kvaderstenene firkantede, så de kunne stables og blive til en kirkemur, er fascinerende for både børnene og de voksne der følger børnene. Det kan slå gnister, når museumsrummet fyldes af lyden fra mejselstålet, der med hammeren bankes mod granitstenen.
Kirkerummene er fyldt af drabelige fortællinger. Det er en blodig historie, når præsten fortæller om hvordan en af de romerske vagter stak sit sværd i højre side af brystet på den korsfæstede Jesus for at sikre sig, at han var død. Børnene lytter og tænker. På en Jesusfigur fra Sennels Kirke ses såret i brystet tydeligt. Ved foden af Jesus står en kalk som blodet blev samlet op.
I museets skolestue, i kælderen, overværer børnene opførelse af et dukketeaterspil om den dag, hvor det ikke blev mørkt i Stagstrup. Nissen havde formentlig en finger med i spillet, da kirkeklokken blev tavs. Solen kunne ikke ringes ned. Spillet er skrevet af Svend Sørensen. Poul Brandt og Ib Nielsen er dukkeførere.
Siden 1986 har der været tradition for julearrangementer for børn på museet. De første år var det museumsnissen Bertel Risengrød, der var på spil. Han var Svend Sørensens opfindelse, og blev både museumsnisse og nissen i 24 afsnit til Radio Thys julekalender. Svend Sørensen var deltidsansat på Radio Thy ved radioens start i 1986. Bertel Risengrød, og museets senere arrangementer, afløste de traditionelle klippeklistre-dage. Den lidt dybere tanke er at give børnene en god og spændende oplevelse på museet, og gøre børnene fortrolige med museet og museets mange fortællinger.
Udstillingen er tilrettelagt af museumsinspektør Charlotte Boje Andersen. Til støtte for præstens fortællinger er udstillingen bygget om omkring Henrik Bolt Jørgensens billeder til bogværket “Kirkerne i Thy”. I et hjørne af udstillingen vises glimt af tidernes forskellige byggestil. Fra museets magasiner er gamle figurer og kirkelige effekter fundet frem. En egetræsdør med smukke jernbeslag fra Stagstrup Kirke pryder en af væggene. Frank Svendsen og Ib Nielsen har stået for ophængning og opbygning af udstillingen.